MENU

 undefined
 Sketch af Per Nørgård, A. Richard Allen (2016)

HYLDEST TIL PER NØRGÅRD 90 ÅR

NJORD åbner Per Nørgård-året med et festfyrværkeri. Sammen med nogle af Nørgårds tætteste samarbejdspartnere inviterer NJORD til en fejring af en af Danmarks største komponister nogensinde!

I 2022 kan komponisten Per Nørgård fejre 90-års fødselsdag! Nørgård er et fyrtårn i såvel dansk som internationalt musikliv, og en komponist, der om nogen har været nestor for de næste generationer. Afslutningskoncert på NJORD 2022 sætter fokus på værker af Nørgård opført og formidlet af hans tætte samarbejdspartnere.

Nørgårds rummelige og nysgerrige [j2] personlighed er grundlaget for musik der, i hans egne ord, er ”bevidsthedsudvidelse ved fuld bevidsthed”. Aftenens tre værker er fra hans sene periode karakteriseret af en stor teknisk frihed, og åbenhed overfor alle udtryksmuligheder. Scintillation (1993) er et eminent eksempel på Per Nørgårds berømte arbejde med ”tonesøer”. Værket er en septet, opdelt i en strygetrio, en blæsertrio og et soloklaver. Scintillation (på dansk Funklen) referere til værkets myriader af tonepunkter, hvor instrumenternes højere registre kan associere til sværme af lysglimt, mens klaveret frembringer en kontrasterende overtonerig klang på de mørkeste strenge.

Koncertens andet værk ”gennem torne..” Harpekoncert nr. 2 (2003), for harpesolist og stort ensemble, har taget sin titel fra den gamle hymne Maria gennem torne går, som slutter med linjen ”Da Maria bar sit barn gennem skoven / da blomstred’ roser frem mellem torne” og ligesom i sangen er værket opbygget som en dramatisk rejse, der slutter i en smuk opblomstring. Solisten er Tine Rehling, som værket er dedikeret til. Tine Rehling er en af de musikere, Nørgård har arbejdet tættest sammen med i de sidste 20 år og sammen har de udforsket og udvidet harpens klanglige potentiale.

 Det hele afsluttes spektakulært med opførelsen af kammeroperaen Menneskenes nat (Nuit des Hommes), for mezzosopran, tenor, fire strygere, perkussionist og elektronik. Nuit des Hommes var et nybrud, da den i 1996 så dagens lys, men har ikke været opført herhjemme siden år 2000. Den fortjener i den grad at blive genopdaget.

Operaen foregår i tiden før, under og efter første verdenskrig, og følger parret Alice og Wilhelm. Gennem dem oplever vi, hvordan individets identitet skrælles væk og mennesket forvandles til et tandhjul i krigens maskine - Alice som nådesløs, chauvinistisk krigskorrespondent og Wilhelm i soldatens inhumane dobbeltrolle som offer og morder.

De stærke kræfter bag aftenens realisering af Menneskenes nat er scenograf Jacob F. Schokking og perkussionist Gert Sørensen. Schokkings tekstforlæg og scene- og videoarbejde var afgørende for udviklingen af Nørgårds partitur, mens Gert Sørensen var en tæt samarbejdspartner omkring realiseringen af den elektroniske del af værket.

Nuit des hommes opføres koncertant med scenografi.

 

Vil du høre mere Per Nørgård?

NJORDs hyldest til Nørgård strækker sig over hele festivalen. Sammen med flere af hans samarbejdspartnere fejrer vi Nørgård ved late-night koncerten den 20.1. i KoncertKirken med cellist Jakob Kullberg og jazz trommeslager Kresten Osgood. Mere info er på vej...

 

LØRDAG 21/1 //
// COPENHAGEN CONTEMPORARY

19.30 - 21:30

Per Nørgård 
Scintillation (1993) 
For fløjte, klarinet. horn, piano & strygetrio

Per Nørgård 
”gennem torne.., harpekoncert nr. 2 (2003)
For harpe solo, fløjte, klarinet & strygekvartet

PAUSE 

Per Nørgård 
Nuit des Hommes (1996)
Tekst af Apollinaire 
For mezzosopran, tenor, 4 strygere & slagtøj
Koncertant opførelse


MEDVIRKENDE

Tine Rehling, harpe 
Hélene Navasse, fløjte 
John Kruse, klarinet 
Thorbjørn Gram, horn 
Kristoffer Hyldig, klaver 
Novo String Quartet 

Nana Bugge Rasmussen, mezzosopran 
Adam Riis, tenor 
Gert Sørensen, slagtøj 
Novo String Quartet 

Jakob F. Shokking, scenografi/visuals 

Magnus Larsson, dirigent

 

ADRESSE // Refshalevej 173A, 1432 København

ENTRÉ: 250 KR / 120 KR (stud./pensionister/ledig)
BILLETTO.DK

 

NJORD | 20. - 22. JAN. 2022 | KØBENHAVN

NJORD er Københavns vinterfestival for ny, nordisk kunstmusik. NJORD samler en række komponister, musikere, visuelle kunstnere, digtere, instruktører o.a. i nordiske samarbejder omkring en række tværkunstneriske projekter.

TILMELD DIG NYHEDSBREV